Spring til indhold

Nye skraldespande med større ’maver’

PRESSEMEDDELELSE | Holbæk Kommune har som et forsøg indkøbt fem intelligente, soldrevne og sensor-udstyrede skraldespande, der er placeret i Holbæk midtby.
08.06.2021

Navnet på de nye skraldespande, som Holbæk Kommune vil teste, er Big Belly. Et passende navn til skraldespandene, som kan indeholde langt mere skrald end de nuværende. Big Belly har nemlig en motor i ’maven’, som presser skraldet sammen, så der er plads til mere skrald.

”Til en begyndelse sættes de nye skraldespande op i midtbyen efter dialog med Holbæk Byforum. Og så fristes jeg til at tilføje, at vigtigst af alt, så er de også måge- og rottesikrede. I modsætning til andre af vores spande, er de nye spande lukkede. Det betyder, at vi slipper for en masse unødvendigt dobbeltarbejde med at gå og samle alt det affald op, som allerede er blevet smidt i skraldespanden én gang. Så med indkøbet af de intelligente skraldespande er det min forventning, at Holbæk bliver en renere by til glæde for borgere, turister og andre,” fortæller John Harpøth, formand for Udvalget for Klima og Miljø.

Forsøg skal afdække behov og gevinst

Skraldespandene er opsat som en forsøgsordning, og der er i første omgang indkøbt fem skraldespande, og to mere vil komme til. Formålet er at vurdere gevinsten ved at have større og intelligente skraldespande, og samtidig sikre en pænere og renere kommune.

”Via en indbygget sensor sender skraldespanden en SMS til vores driftsafdeling, når den skal tømmes. Affaldet bliver komprimeret, så en enkelt Big Belly kan rumme fem gange mere affald end en normal skraldespand. Udover at reducere driftsomkostningerne skåner vi også klimaet, når medarbejderne ikke så ofte skal rundt og tømme. Med forsøget vil vi således undersøge, hvordan vi kan arbejde effektivt med den her type intelligente skraldespande og de funktioner, som den indeholder,” fortæller udvalgsformanden.

Prisen på de intelligente skraldespande varierer alt efter model og størrelse, men stykprisen er cirka 45.000 kroner. Det er tre gange så meget, som prisen på en normal skraldespand. Om skraldespandene er investeringen værd, må tiden og forsøgsperioden vise.

Fordelen ved den intelligente skraldespand er, at:

  • den giver selv besked om, hvor fuld den er, og dermed, hvornår den skal tømmes.
  • den giver mulighed for nem og effektiv planlægning i forbindelse med tømning.
  • den kan indeholde op til 5 gange så meget affald som en almindelig skraldespand.
  • den er en lukket beholder, så rotter og fugle ikke kan tilgå affaldet.
  • teknikken drives 100 % af de indbyggede solceller.
  • den eliminerer overfyldte skraldespande pga. den ekstra kapacitet, lukket beholder og digitalt styresystem.
  • den er flytbar, og derfor kan flyttes rundt i bybilledet alt efter behov, arrangementer mv.


Feedback

Sidst opdateret

08.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin