Spring til indhold

Danmarks vildeste kommune

Holbæk Kommune har tilmeldt sig kommunedysten, hvor det gælder om at finde de vildeste idéer til fordel for den vilde natur. Læs om konkurrencen og hvad der allerede gøres for biodiversiteten i kommunen.

Formålet med dysten er at skabe en rigere natur og større biodiversitet til gavn for plante- og dyrelivet. Holbæk Kommune har derfor tilmeldt sig dysten for at sætte fokus på betydningen af biodiversitet og vild natur.

Det grønne område står højt på dagsordenen her i Holbæk Kommune, og vi har alle en forpligtelse til at passe godt på naturen og styrke biodiversiteten. Lige nu arbejder vi med over ti større naturprojekter, hvor vi blandt andet rejser nye bynære skove i lokalområderne, omlægger eksisterende skove til urørt skov, sætter dyr ud til afgræsning, ændrer praksis for slåning af grøftekanterne langs vejene og arbejder for nye naturområder. Du kan allerede nu læse mere om nogle af disse indsatser og vi vil løbende, her på siden, ligge eksempler på kommunens arbejde. 

Som kommune skal vi selvfølgelig gå forrest ved at gøre vores egne arealer vildere, men vi kan ikke gøre det alene. Så både borgernes haver og arealerne ved virksomheder, grundejerforeninger og boligforeninger skal i spil, hvis vi skal øge biodiversiteten. Vi ved, at der allerede sker en masse vilde ting og vi glæder os til at se det blomstre.

Vis os dit vilde projekt

Må vi se din vilde natur? Mange er allerede godt i gang med at lave insekthoteller, fjerne græs og så vilde blomster og vi håber, at mere kommer til. Vis os hvad du arbejder med, så skaber vi sammen Holbæks Vilde landkort.

Gå til Holbæks Vilde landkort 

Få inspiration til din egen have og fællesarealer

Få inspiration til, hvordan du kan gøre din egen have og fællesarealer vildere. Vild Med Vilje, Landsforeningen praktisk økologi, Dyrenes Beskyttelse, KFUM spejderne og Dansk Ornitologisk forening har udviklet  gode råd til at skabe mere vild natur hvor du bor. Klik på billedet for at downloade den samlede folder. Her bliver de 7 råd foldet ud og du kan også finde en liste over gode planter og buske til dit vilde areal.

Om konkurrencen

Med kampagnen ”Sammen om et VILDERE Danmark” skal en kommunekonkurrence være med til at gøre Danmark VILDERE til fordel for natur og biodiversitet. Konkurrencen løber frem til slutningen af 2022, hvor Danmarks vildeste kommune bliver udpeget.

Den vildeste kommune kåres af dommerpanelet, der består af miljøminister Lea Wermelin, biologen Morten DD og Frank ’Bonderøven’ Erichsen. Vinderen bliver den kommune med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt baseret på bl.a. idérigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber.

Læs mere om konkurrencen på Miljøministeriets hjemmeside

Holbæks Vilde Have-mentorer

Er du vild med naturen og har du lyst til at lære fra dig? Så bliv en af Holbæks Vilde Have-mentorer.

Pulje til vilde lokalområder

Mere og vildere natur i Holbæk Kommunes lokalområder

Hvordan gør Holbæk Kommune naturen vildere?

Lige nu arbejder vi med over ti større naturprojekter. Læs mere om dem her på siden.

Mangler du penge til dit naturprojekt?

Få et overblik over hvilke puljer og fonde der støtter naturprojekter


Feedback

Sidst opdateret

23.06.2021

Ansvarlig redaktør

Christian Fonnesbech-Aagaard

Hvad kan jeg gøre i min egen have?